På denne rejse har vi kombineret storbyferie i Malaga med unikke udflugter til to af Andalusiens absolut største attraktioner, nemlig sagnomspundne Alhambra og en af Spaniens ældste byer Cordoba. Du bor på et dejligt centralt beliggende hotel, og derfra har du en perfekt base, så du rigtig kan gå på opdagelse i Malagas gader.
Magiske Andalusien - højdepunkter i Malaga og omegn
Vi skræddersyer din rejse – kontakt os for et tilbud
Besøg skønne Malaga, når vi tager til det sydlige Spanien på denne 5-dages rejse. På rejsen oplever du interessante storbyer, fine museer, imponerende bjerge, lækker vin og meget mere.
Det kan du glæde dig til
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse
Vi mødes i afgangsterminalen i Aarhus lufthavn, og derefter går turen mod Malaga. Flyveturen tager omkring 3,5 time. Der er sen ankomst, og derfor anbefaler vi at spise aftensmad i lufthavnen eller medbringe noget ombord på flyet. Efter vi har fået vores bagage, bliver vi kørt til vores hotel, der ligger i centrum af den historiske gamle bydel. Vi har nem adgang til alt, hvad byen har at byde på.
Dag 2. Byrundtur i Malaga med bus og til fods
Dagen starter med en dejlig morgenmad på hotellet, hvorefter vi skal kigge nærmere på værtsbyen Malaga. Denne pulserende storby er Spaniens 6. største og har en skøn placering på kysten ved Middelhavet. Vi starter med en byrundtur i bus sammen med en lokal guide, som vil gøre os klogere på Malagas fascinerende historie. Vi kommer forbi nogle af byens vigtigste vartegn, såsom den smukke katedral, det romerske teater og Alcazaba-fæstningen. Når vi rammer frokost, vil der være tid til det, du har lyst til, hvorefter vi (i et roligt tempo) begiver os rundt i byen til fods. Turen går også forbi det berømte Picasso museum, og har du lyst, kan du på egen hånd gå på opdagelse blandt kunstnerens mange malerier og kunstværker. Entréen er ikke inkluderet. Om aftenen slutter vi af på en udvalgt restaurant med fælles middag. Her får vi serveret lækre, lokale retter akkompagneret med et godt glas spansk vin.
Dag 3. Udflugt til Granada med besøg på Alhambra og Generalife
Efter morgenmaden starter vores andalusiske eventyr, når vi skal til Granada og besøge maurerpaladset Alhambra, der er en af Spaniens største attraktioner. Turen fører os gennem Malagabjergene, den smalle dal langs Rio Guadalmedina og videre til Granada. Alhambra ligger på en bakketop i centrum af Granada med det højtravende Sierra Nevada i baggrunden. Arkitekturen bærer tydeligt præg af de mange forskellige magthavere, der har hersket i Andalusien, hvilket vores dygtige lokalguide vil fortælle os meget mere om. Ved siden af, og næsten lige så imponerende, ligger Generalife - også kendt som sultanens sommerresidens. Her finder vi vidunderlige haver med et utal af fontæner, pavilloner, vandbassiner, træer, blomsterbede og stier, som smyger sig nænsomt rundt i de eventyrlige omgivelser.
Dag 4. Cordoba og vinsmagning
På dag 4 går turen nordpå til byen Cordoba. Byens historie er lang og farverig, og vi får den helt ind under huden, når vi skal rundt i de gamle gader. Besøget inkluderer et besøg ved den store katedral, som har en helt speciel historie. Når man kommer ind i kirken, ligner den noget fra 1001 nats eventyr med over 850 fritstående søjler. Vi kommer også igennem byens jødiske kvarter, Palacio de Viana, med de 12 smukke gårdhaver, og broen Puerte Romano, med 16 karakteristiske buer. Efter besøget i Cordoba går turen til en lokal vingård - faktisk den ældste i hele Andalusien. Her hører vi bl.a. om vingårdens historie, som går helt tilbage til 1729, og vi skal naturligvis smage på nogle af de lækre vine.
Dag 5. Tid på egen hånd i Malaga
På rejsens sidste dag er der tid til at udforske Malaga en sidste gang på egen hånd, inden turen går mod lufthavnen. Måske det kunne friste at tage ned til byens sandstrand og tage en morgendukkert eller bare nyde varmen og solen, inden vi ved middagstid bliver kørt det korte stykke ud til lufthavnen, hvorfra flyet afgår mod Aarhus.
Udfyld nedenstående formular og vi skræddersyer et tilbud til dig
Praktiske informationer
Prisen inkluderer:
- Fly fra Aarhus Lufthavn til Malaga t/r
- Indtjekket bagage og håndbagage
- Transfer fra lufthavnen til hotellet t/r
- Ophold i 4 nætter på Don Curro i Malaga
- Morgenmad på hotellet
- 1 x middag på lokal restaurant 2. dag
- Byrundtur i Malaga i bus og til fods
- Udflugt til Alhambra og Generalife inkl. entré
- Udflugt til Cordoba inkl. entréer
- Besøg på vingård med smagning
- Engelsktalende lokalguide
- Dansk rejseleder
*Der tages forbehold for ændringer i udflugtsdagene.